Henrik Ibsens skrifter

Gjennem en i forrige Uge indløben Skrivelse vil den ærede Bestyrelse være kommen til Kundskab om at Hr. Isachsen har tilladt, sig i Theatrets ​Circulærebog, skrivtelig at udtale sin Kritik over en Forretningsordenen betræffende Foranstaltning. Denne Kritik fandt jeg mig beføiet til at forsyne med en Paategning; og over denne Paategning, hvortil hans egne Ord paa den naturligste Maade syntes mig at indbyde, har Isachsen formodentlig følt sig krænket, – han har derfor atter grebet Pennen og denne Gang frembragt et Aandsfoster, som jeg herved oversender den ærede Bestyrelse til nærmere Betragtning.

Isachsens Stiil har, som Bestyrelsen formeentlig ikke kan være uvidende om, det Særegne ved sig, at man somoftest maa læse mellem Linierne, saafremt man af det Læste skal kunne fælde en nogenlunde fordeelagtig Dom over Forfatterens Slutningsevne og Fornuft. Dette Familietræk fornægter sig hellerikke hos medfølgende Foster, og idet jeg efter bedste Evne skal forsøge paa at fortolke den Anklage, som deri indeholdes mod mig vil Bestyrelsen godhedsfuldt tilgive om jeg, tvungen af Nødvendigheden skulde blive noget vidtløftig.

Efter Udtrykkene at dømme, synes Isachsen at ville gjøre mig det til Forpligtelse i Theatrets Tjeneste at understøtte de Aandssvage «baade i den ene og den anden Henseende». – Ja, hvad kan ikke ​Selvopholdelsesdrivten forlede et Menneske til at fordre som ret og billigt, naar man i den Grad som Isachsen er forblindet af Egoisme? Jeg maa imidlertid ærligt tilstaa at jeg aldrig har været mig nogen saadan Forpligtelse bevidst, tvertimod har jeg tænkt mig, at jeg istedetfor at «understøtte» maatte, saameget det stod i min Magt, søge at nedbryde de Hindringer, der træde hæmmende iveien for den kunstneriske Fremadskriden og Udvikling, og hvortil jeg, uagtet Isachsens tilsyneladende Protest, henregner Svaghed i Aanden baade i den ene og den anden Henseende; og selv naar den kunstneriske Udvikling holdes fjernet fra Betragtningen, saa afgiver Isachsens egen Færd ved Theatret et tilstrækkeligt Beviis for hvor farligt det er at «understøtte» de aandeligt Svage hvad enten deres Svaghed yttrer sig som blind og ubeføiet Selvtillid, grundløs Tro paa Uundværlighed eller paa andre Maader og i andre Henseender. –

Dog, Isachsen har nok ikke tænkt saa galt, som han har skrevet, – han har nemlig tænkt det Modsatte. – Tit og lydeligt nok har Isachsen forhen yttret, at den Instruction, Theatret formaaer at præstere, ikke er ham tilstrækkelig, og naar han nu finder, at de Aandssvage blandt Personalet ikke blive understøttede efter Behov, saa skjønner jeg ikke rettere end at disse to Ankeposter igrunden ere identiske, blot med den Forskjel at han i det her omhandlede Tilfælde har betjent sig af en anden og mere naiv Form. Hvad de øvrige Medlemmer af Personalet ​angaa, saa har jeg Grunde til at tro at de ved denne Anledning mod Sædvane, ere mindre beskedne end Hr. Isachsen og derfor ville protestere mod at henføres under Rubrikken «Aandssvage» hvor han altsaa faaer finde sig i at blive staaende alene. Isachsen har jo desuden saatit og det ikke utvetydigt pukket paa sine Adkomster til at stilles under en egen Rubrik, og jeg føler mig forvisset om at man idetmindste denne Gang med god Samvittighed kan indrømme ham fuldkommen Berettigelse dertil.

Hvis jeg altsaa ifølge Ovenstaaende har været heldig nok til at finde den rette Læsemaade af det citerede Sted, saa mener jeg at Udgangspunctet er givet, hvortil jeg har at knytte mine Bemærkninger. Disse skal jeg tillade mig at fremsætte i Form af en Redegjørelse for følgende 3 Momenter:

​pro primo:) Hvilke ere de væsentligste blandt Isachsens aandelige Svagheder?

pro secundo: Hvorledes burde disse Svagheder retteligen tages under Behandling.

Og endelig skal jeg pro tertio: Bevise at Isachsen for Øieblikket er og maa være uimodtagelig for al Instruction udenfra.

Besvarelsen af det første Punct, en nærmere Paapegen af de indre Vanskeligheder, som fra Isachsens Side opstille sig hindrende mod hans Udvikling i kunstnerisk Retning, ligger saa nær forhaanden, at jeg ikke behøver længe at opholde mig derved. Jeg skal derfor indskrænke mig til at nævne hans mærkværdige Overfladiskhed, hans platte og mangelfulde Opfatning af Kunsten og hans ubeskedne Formening om sit eget Forhold til samme. Beviisførelsen for at Isachsen virkelig lider af disse Svagheder, troer jeg mig for Øieblikket berettiget til at overspringe, – i Kravstilfælde skulle Beviserne ikke udeblive.

Idet jeg nu altsaa anseer som givet, at det er saaledes fat med Isachsen, saa spørger jeg med hvilken Ret han bebreider mig at hans Mangler ikke blive tilbørligt paaagtede? – Hvis Isachsen istedetfor at tro sig hjulpen med de æsthetiske Brokker han i tidligere Dage hist og her har opsnappet og kun halvt fordøiet, vilde erkjende hvor svagt han igrunden er baseret, – hvis Isachsen endvidre istedetfor at «bearbeide» Klassikerne vilde anvende sine mange Fritimer til at bearbeide sig selv ved Hjælp af grundig Læsning og lignende aandelige ​Muddermaskiner, saa kunde hans Indre endnu blive et seilbart Farvand for sunde og fornuftige Betragtninger. Men forinden dette skeer, forinden Isachsen selv begynder Kuren ved at erkjende Misligheden af sit nuværende Standpunct, saa skjønner jeg ikke at nogen Paavirkning udenfra skulde kunne være synderlig frugtbringende for ham. Isachsens Uimodtagelighed for den instruerende Kritik er desuden i ikke ringe Grad forøget derved, at han i Bestyrelsens forekommende Adfærd o. s. v. troer at see en Bekræftelse paa sin egen Formening om den overordnede Plads han indtager ligeoverfor det øvrige Personale. ​Det være langt fra mig at tiltræde Isachsens Fortolkning af Bestyrelsens Adfærd; det forekommer mig nemlig at enhver, selv uden at være lægekyndig, maa erkjende det farlige i at behandle en saadan Patient med Midler, der nære Sygdomsstoffet istedetfor at undertrykke det, – men jeg kan dog ikke nægte at Isachsens Selvgodhed gjør Misforstaaelsen fra hans Side saare forklarlig, og at denne Misforstaaelse vanskelig vil kunne hæves ​forinden Bestyrelsen selv med klare og tydelige Ord har gjort Isachsen opmærksom paa Samme. Dog det er ikke alene i Forholdet til Theatret at Egoisme og overfladisk Tænkning forlede Isachsen til feilagtige Slutninger, det Samme gjælder ogsaa hans Forhold til Publicum. Dersom man undersøger ved hvilke Roller Isachsen har opnaaet Fremkaldelse eller lydelige Bifaldsyttringer, saa vil man finde at dette saagodtsom udelukkende er Tilfældet alene med dem, som enten bære sig selv, eller hvori Isachsen har havt Anledning til at copiere duelige Forbilleder, – og dog falder det ingenlunde ham ind at tilskrive nogen anden end sig selv Æren for det heldige Resultat. – Som et Bidrag til Isachsens Characteristik maa jeg anføre et Træk der skriver sig fra Opførelsen af ​Rafaele: Da Stykket første Gang gik over Scenen, gav Isachsen sin Rolle med saa megen «Kraft» at, efter hans egen og ​Stiftstidendens Beretning, 3 Fruentimmer maatte bæres ud af Theatret (ondskabsfulde Mennesker paastaa at det var ​de 3 Gratier, som fik ondt), – han applauderedes, fremkaldtes og var saare tilfreds med sig selv og Publicum. Om Onsdagen tvang en Forkjølelse ham til betydeligt at moderere sit «kraftige Spil», Bifaldsyttringerne faldt sparsommere, Fremkaldelsen var tvivlsom og dog har neppe nogen competent Mand overværet begge Forestillinger uden at indrømme i hvor langt høiere Grad Isachsen sidstegang tilfredsstillede Kunstens, Smagens og Skjønhedens Fordringer, – men Isachsen selv, forledet ved det mindre glimrende Udfald, betragtede Præstationen som mislykket, kastede Skylden paa sin Upasselighed og – afgav den trøstefulde Forsikkring: at han ved Stykkets Gjenopførelse nok skulde give Rollen i sin oprindelige Kraft. – Men naar nu Isachsen, som Skuespiller, finder sin Tilfredsstillelse i, ligegyldigt ved hvilke Midler, at aflokke Publicum et øieblikkeligt Bifald, naar han føler sin æsthetiske Samvittighed beroliget ved at see sig fordeelagtigt omtalt i en venskabeligtsindet Theateranmeldelse, og naar endvidere Fyldestgjørelsen af Kunstens almeengyldige Fordringer er ham en Sag af underordnet Betydning saa mener jeg at det Falske i Isachsens Kunstopfatning er tilstrækkeligt godtgjort, og da han desuagtet ikke tillader denne Opfatning at rokkes, saa har han selvfølgelig afspærret sig fra al Paavirkning udenfra, og jeg faaer heraf ud, hvad jeg ovenfor paatog mig at bevise, nemlig: at Isachsen for Øieblikket er og maa være uimodtagelig fra al ydre Instruction.

Hermed kunde jeg rigtignok standse, men af hvad ovenfor er sagt fremgaaer endnu et Resultat, som jeg ikke kan nægte mig den Fornøielse i Forbigaaende at berøre: Isachsen opstiller som min første og fornemste Pligt at anvende mine mulige Aandsgaver i Theatrets Tjeneste og Sandheden heraf indrømmes. Men hvis nu Isachsen vil være konsekvent saa maa han ogsaa erkjende at det Samme gjælder enhver Anden der lønnes af Theatret, følgelig ogsaa ham selv, og da saaledes Theatret har Krav paa hans Dygtighed, saaledes som denne under en naturlig Fremadskriden kunde udvikles, og han ​ikkedestomindre modsætter sig denne Fremadskriden, saa er det jo aabenbart at han ifølge sine egne Ord bedrager Theatret, idet det er ham som svigter sine Forpligtelser til Samme. –

Hvad de øvrige Uartigheder i hans Bemærkning angaa, da troer jeg at kunne forbigaa dem. Tiraden om Publicums Mening forstaaer jeg ikke; Publicum kjender jo sletikke Noget til mit Skriveri i de saakaldte ​Makulaturbøger. Tiraden er altsaa, som sagt, meningsløs, – medmindre at Isachsen deri, naivt nok, vil have udtalt, at hvad der blandt Theatrets indre Anliggender er ham bekjendt, ​eo ipso er blevet Publicums Eiendom, – en Tilstaaelse, for hvis Sandhed jeg rigtignok har altfor mange Erfaringer til at det skulde falde mig ind at modsige den.

Og hermed lægger jeg Sagen i Bestyrelsens Hænder; jeg andrager ikke paa nogen Forføining mod Isachsen, men vil i Bestyrelsens frivillige Indgriben see udtalt paa hvis Side Retten formenes at være.